Knallerter

Af banen, nu kommer bossen.

Hos Maxitours er Bossen den knallert, som kun Bossen kører på!
Den er vi ikke meget for at låne ud til andre.

Vi er megaglade for Bossen, der på mange måder er lidt af et unikum – og vel Maxi Puch´ens svar på en jomfruelig enhjørning.

Bossen er helt urørt, har alle sine originale stumper endnu, og så knuselsker vi den smukke mahogni-farvede jubilæumskulør, hun fik på fabrikken i slutningen af 80’erne – og nårh ja, fik vi nævnt, at det er en (næsten) én-ejers knallert, vi er ude i her?
Bossens tidligere ejer var Mogens fra Videbæk. I 1988 var Mogens 15 år, og som for alle andre drenge, der havde den alder i slut-80’erne, var der to ting, der fyldte mest i hovedet: Pamela og Puch.

Det første var lidt vanskeligt, for en 15-årig at få fat på, men den mahognifarvede Puch, der stod i vinduet hos ”Frank Cykler” i Vildbjerg, var inden for rækkevidde.
Der blev sparet sammen, men da pengene var i hus, ramte ulykken: dagen før havde den lokale ungdomsskole købt Bossen til deres knallertskole, og nu stod der i stedet en grøn Puch i vinduet.

Nu er man vel fra Vestjylland, og handelsgenet ligger i blodet, så Mogens fik forhandlet sig til at bytte den mahognifarvede Puch med ungdomsskolen, hvis de fik en ny grøn i stedet.
Så var den sjældne Maxi i hus, og lykken var stor.
Den blev dog kun brugt i to år, for så tog bil og kørekort over. Derefter brugte Mogens’ lillesøster også Bossen lidt, inden den blev sat ned i en varm kælder hos Mogens’ forældre. Dér stod den indtil år 2020, hvor kælderen skulle tømmes.

Den nu godt støvede skønhed kom frem i dagens lys, for det var tanken, at Mogens’ søn kunne få glæde af den. Men teenagesønnen var mere interesseret i en plasticscooter, så Bossen blev sat til salg, og nu kører den næsten altid forrest i feltet på Maxitours’ ture i Thyborøn.

Nej, Maude Varnæs – vi går ikke op og lægger os, bare fordi her lugter af rådne fisk – vi skal videre.

Maude er Maxitours’ uslebne diamant. Som i Matador er vores Maude ved første øjekast måske lidt halvkedelig og nok ikke lige den knallert, man vil vælge ved første øjekast, når man skal føre sig frem på havnen. Men som i Korsbæk gemmer vores Maude også noget særligt under facaden – der banker et hjælpsomt hjerte under en douche-tonet lakering.
Ligesom Bossen er Maude også leveret i den meget sjældne, mahognifarvede lakering – og den finder man lige inden under den lidt kedelige, spraymalede ”make-up”.

Maudes tidligere ejer hedder Casper – en ung knægt, der bor hos sine forældre lidt nord for Vinderup.

Casper havde købt Maude for sine konfirmationspenge i 2019 af en ældre, lokal mand, der havde stået for at få hende mekanisk køreklar. Han havde osse stået for ”make-uppen”, men han skulle nok være gået til Louis Nielsen – eller bare have holdt sig til det mekaniske.
Dog, det er jo det indre, der tæller. Og set i det lys er vi rigtigt glade for Maude, der som den ægte Maude Varnæs aldrig slår en skid forkert, hvis hun bliver behandlet med respekt. Når vi hos Maxitours får en vinter med to februar’er, så giver vi nok osse Maude en ny make-up.

En knallert kan da ikke hedde ”Kom-Ind-Finn”!

Nej, det kan vi måske godt se, men et eller andet eller andet skal den jo hedde – og at kalde den for ”Johnny-bruger-ikke-gummistøvler” vil jo lyde endnu dummere.

Inspirationen til ”Kom-Ind-Finn” fik vi under en af de utallige udstyrstests, vi lavede hos Maxitours, inden vi gik i luften i 2020, herunder også test af samtaleanlæggene i hjelmene.

Vi var nogle gutter, der brugte en hel aften på at teste højttalere, walkie-talkies og mikrofoner, mens vi kørte frem og tilbage på den samme vej, og da verdenssituationerne var vendt nogle gange, var der kun de legendariske replikker fra Jydekompagniet tilbage at indlede samtalerne med.

Egentlig ved vi ikke ret meget om Kom-Ind-Finn ud over, at den er blevet sat i stand af en god fyr, der hedder Brian og bor lidt udenfor Fredericia.

Brian er sådan en rigtig Puch-fyr, der har levet af at slagte Maxier og lade nogle af dem blive til spritnye knallerter eller har sørget for, at de levede videre som stumper.
Heldigvis for os endte Brian med at genopbygge Kom-Ind-Finn, og hos Maxitours er vi faktisk meget stolte af den. Og til sidst vil æ hiel crew bag Maxitours gerne sende de varmeste hilsner til søens folk, Jakob Haugaard og Finn Nørbygaard.

Modsat de klumrede detektiver fra Tintin har vores Dupond & Dupont den samme far, nemlig Maxi-Kaj fra Humlum. Det har Tintins detektiv-kolleger ikke – de ligner bare hinanden.

Derudover er der faktisk en del ligheder. Vores Dupond & Dupont er ligesom de to originaler også særdeles nobelt klædt i deres lækre, orange lakering med sorte stafferinger på skærme og tank, og så er de begge istandsat, så de er 110 % ens, Hos Maxitours er vi stor fan af de to knallerters fede, 70´er-farvede udseende. Modsat de ægte Dupond & Dupont , så klumrer vores Maxier ikke rundt i det – de er maskiner, der bare kører og kører og kører.

Er man totalt Maxi-nørd, vil man nok påpege, at en ægte Maxi vist aldrig har været orange. Og jojo, det er rigtigt nok, men hos Maxitours mener vi, at det må bero på en fejl fra Puch-fabrikkernes side, at det ikke var en af standardfarverne – de bliver jo så fede i den farve!

En Puch Maxi kan da ikke være gul, tænker du måske – men jo, det kan den faktisk godt. I starten af 70’erne blev der produceret gule Maxier, omend til det svenske marked, men det danske postvæsen har selvfølgelig også kørt Maxi, og lure mig, om ikke de havde den samme lækre, postgule farve.

Moster Rita er istandsat af en tidligere motorcykelmekaniker ved navn Jan, der bor i Hvide Sande. Jan er ikke ligefrem typen, der giver sine knallerter navn, så ejeren fra Maxitours måtte selv i gang.

Denne gule knallert kunne faktisk godt have været en dansk postknallert, og hvis der er et menneske, jeg holder meget af, og som også har haft tilknytning til postvæsnet en stor del af livet, så er det er min moster Rita.

Jeg husker det, som var det i går, at hun kørte rundt i Varde omegn som postbud i midten af 80’erne. Barnepiger var der ikke mange af, men heldigvis var der normalt god plads bag i hendes knaldgule Renault 4, hvor min fætter og jeg kunne stuves ind pakkerummet sammen med de øvrige pakker. Sikkerhedsseler var der ingen af i lastrummet, men det gik man ikke så meget op i dengang. Til gengæld skulle vi huske at dukke os ned under sidevinduerne, hvis vi så hvide biler med sorte bogstaver på siden….

Den gule Maxi er muligvis en af vores ældste knallerter – det ses bl.a. på styret, der ikke er som på de nyere modeller. Men selvom man var ung i starten af 70’erne, har både Maxien og den ægte Moster det tilfælles, at de begge fortsat ser brandgodt ud.

Stella er den pæne pige i klassen. Hun sørger for at række hånden op på de rigtige tidspunkter og gør aldrig noget forkert. Her er der gnist på det rigtige tidspunkt, og lakken står piv-skarp.

Stella har boet på Vejle-kanten, hvor hendes far Michael (og nok i særdeleshed far Michaels bror) har gjort en kæmpe indsats for at få hendes smækre ydre tilbage igen.
Faktisk var Stella tænkt som ungpige-knallert for Michaels datter, men da det kom til stykket, ville den kommende ejer faktisk hellere på efterskole.

Efter efterskolen kan man jo tage kørekort, og der er desværre ingen større interesse for at køre Maxi, når man har udsigt til at kunne låne fars bil.

Derfor blev Stellas far enig om, at det nok var bedre, hvis Stella fik lov at flytte hjemmefra og komme videre ud på nye eventyr. Og nu lever hun videre her hos til Maxitours, mens hun gør sig til på den jyske vestkyst.

Sidebemærkning: Egentligt var Stella ikke meget for det med at få mælkekasse bagpå, da hun synes det så megakikset ud og ville ødelægge det lækre helhedsindtryk.
Men så kan man jo ikke være med i klubben, vel?

Det her er Mette F – og ja, hun er opkaldt efter vores statsminister. Nu er Maxitours ikke ligefrem ramt af socialdemokratisk slagside eller nærer mange sympatier i den retning – man da vi syntes, at Mette Frederiksen til tider kan være lidt af en knallert, er navnet jo helt oplagt.

Der er også en del ligheder: ingen af de to Mette’r er jo ikke ligefrem grimme, begge giver de en let ringen for ørerne, hvis man glemmer personlige værnemidler ved længerevarende brug, de har begge et stramt ydre, og så er de begge to røde fra inderst til yderst.

Inspirationen til navnet fik vi, fordi vores Mette blev købt netop i de dage, hvor Coronakrisen for alvor brød ud, og da var Mette Frederiksen alle vegne.

Mette F. har i mange år boet i byen Fåborg – bare ikke Fyyn er fiin-udgaven, men den mindre by tæt på Esbjerg. Her har hendes tidligere ejer Per renoveret den helt ned til sidste spændeskive.

Per har ikke lige tænkt over, at en knallert kunne have et navn, så vi fik fuldstændigt frie hænder til at døbe hende – og det blev så til Mette F.

Vi er superfans af Pers håndværk, og den her knallert kører lige så godt som den ser ud!

Lidt kongelig har man vel lov til at være, og hos Maxitours vil vi ikke holde os for gode til også at have et royalt islæt. Men hvorfor er lige præcis denne grønne knallert opkaldt efter Dronning Ingrid?

Jo, for det første: Dronning Ingrid grundlagde det kongehus, vi har i dag – og sådan var det også lidt hos Maxitours. Denne grønne lækkerbisken var nemlig den første knallert, der blev købt i verdensfirmaet, og dermed blev hun også den første i rækken af knallerter i det vestjyske eventyr.

For det andet: Onkel Leif var i livgarden, og nu er det jo vanskeligt at nævne ord som ’tvær’ og ’på tværs’, når man omtaler en dronning, så det gør vi naturligvis ikke, men onkel huskede dronningen som sådan en, der vil have tingene på sin helt egen måde. Og sådan har det også været med vores Dronning Ingrid. Hun har faktisk været lidt en ’bøvl’ – hold nu op, hvor har det været vanskeligt at få hende til at køre ordentligt.

Og for det tredje: Da vi overtog Dronning Ingrid, bøvlede vi ikke kun med hendes mekaniske nykker, hun var faktisk også temmelig skæv bagtil. Og så var den knallert navngivet…

Vores skønhed er i øvrigt renoveret og istandsat af Torben fra Lemvig, der solgte knallerten til os for en meget fair pris. (Tak til Torben – der er fri omgang ’dabs med pils’ på havnen i Thyborøn næste gang, du kører igennem byen!)